Harald Kiddes forældre

Amtsvejinspektør, Ridder af Dannebrog Chresten Henriksen Kidde. 3. april 1818-24. november 1894. Harald og Aage Kiddes far.

En af Henriks sønner Chresten Henriksen Kidde (3.4.1818 – 24.11.1894) blev landinspektør i Jelling og far til blandt andet forfatteren Harald Kidde og politikeren Aage Kidde. Han uddannede sig til exam. jur. og blev derefter amtsvej- og vandløbsinspektør i Vejle og Ridder af Dannebrog. Han grundlagde i årene 1876-80 den vej, der i dag er kendt som hovedlandevejen fra Vejle til Brande. Det er en af Danmarks smukkeste veje med meget store skovbevoksede skrænter, hvor vejen er skåret ind, nærmest som var det en fjeldvej. ‘Lad de andre sajet’, var et af hans mundheld, når han hørte nogen rose sig. (Lad de andre sige det). Han blev kaldt landets mest berømte amtsvejinspektør. Dalgas-regeringens konsulent i vejsager sagde, at Jellingvejen ikke alene var det smukkeste og forholdsvis største vejanlæg i Danmark; men også det dristigste.

Bønderne glemte aldrig Kidde, der lagde dæmninger over sumpe og gennemskar bakkedrag. Det smigrede og opmuntrede Christen; men han kunne også blive gal i hovedet over de bønder, der blev ved med at køre med det samme lille læs som før vejen forbedredes, fordi det ikke rigtig var gået op for dem, at de ikke længere skulle over det store bakkedrag.

Harald Kidde fortæller også i Aage og Else om en tur med sin far og hans assistent i hestevogn en tidlig efterårsmorgen. Faren fortæller om de tanker og følelser, der lå bag hans anlæggelse af vejen:

”Hestene prustede, og hjulene knagede. Bjergfyrrene groede tætte og grønne langs grøfterne; men pludselig så man ud over dem, og åh, hvilket syn.  Jeg stirrede med store øjne, og fars og assistentens samtale standsede. Højt og frit holdt vi og skuede ned over det dejlige land. Overgroet af graner, top ved top faldt skrænterne brat ned mod de dybt liggende enge. Helt nede på bunden gik en anden landevej forbi en hvidlænget gård, og der inde, med krans af den tindrende fjord, lå byens (Vejles) mylder af tage. Hist ovre steg atter de høje banker. Svulmende grønne af skove eller tavlede af gule agre med gårdes og huses hvide stænk. Øverst oppe på kammen løb den tredje landevej med bitte små kuplede popler i lige linje mod himmelblået. Lange og skovklædte strakte bankedragene sig ind langs de flade enge med åløbet, og det begyndte at ryge dernede med tætte skyer fra byens skorstene og i ensomme søjler ude fra engene eller fra gårdene oppe i skovene. Røgen steg ret op i den klare luft. Bål fra de tusinde arner og hjem. Et hvidt sejl gled stille ud fra fjorden mellem de grønne øer og næs. Blæsten jublede os om ørerne her oppe i højden, og fløjtede og raslede i de store grangrene.

- Ja, sagde far betaget. Det er godt at lede dagen ind med.

Assistenten smilte uvilkårligt og så på mig. Vi vidste begge, hvad der nu ville komme.

- Dreng, udbrød far med stærk røst, det er din fars værk, denne landevej. Den stolteste og skønneste i hele Danmark, og den vanskeligste at anlægge og bygge.

Mens hestene knagede videre op mellem de stedse stigende banker, som løftede deres toppe over dem, grønne og stride af nåletræer og med knejsende gårde på toppen, fortalte far om dengang, da alt her lå i et vildnis, og med rette bar navnet Urskovene. Da intet menneske kunne færdes her inde; men kun rævene i de kolde vinternætter glammede ind mod byen, mens rovfuglene byggede deres uforstyrrede reder og kredsede over engene, spejdende efter de græssende fåreflokke. Og han fortalte om den dag, da han stod på den højeste tinde der oppe efter en næsten daglang kamp gennem skoven, og så ud over det grønne rige, hvorigennem han skulle bryde vej.

- Og som jeg stod der og så ud over dette hav af trætoppe, denne verden, hvor naturen i århundreder havde levet ene og jomfruelig, syntes jeg, det var en forbrydelse, jeg havde for. Det var, som hviskede vinden bebrejdelser imod mig, som skreg de kredsende ørne deres anklage ned over mig, og som fik de utallige blade tunger og løftede en klagehymne, en sørgesang over fredens og lykkens undergang. Men det måtte jo være så, og jeg stod der da den dag og mange dage siden, og lidt efter lidt skilte urskoven sig for mit blik, så jeg kunne se, hvor vejen skulle gå. Da planen endelig var lagt, begyndte vi arbejdet. To år var vi om det. En hel hær af medarbejdere havde jeg under mig, og dagen igennem genlød stilheden af øksehug og de styrtende stammers bragen. Om natten kunne jeg ikke sove af bar iver for værket; men når jeg da gik om i de åbne bælter, da kom atter hin stemme fra skovdybets mørke: Hvad er det, du gør? Truende, bebrejdende, klagende, og da standsede jeg og så op mod de lysende stjerner og svor en dyr ed på, at skulle naturens fred forstyrres og travle vogne rulle, hvor nu kun fugle kvidrede og grene gyngede, da skulle hver drejning af vejen blive en åbenbaring af skønhed. Og jeg fik den dertil. Jeg fik den dertil”.

Når amtsvejinspektøren på en blæsende dag kom fra en bar vejstrækning og kørte ind mellem sine skærmende rækker af grantræer, kunne han spøgende udbryde: Skovly er en god ting, sagde kællingen. Hun krøb bag sit kosteskaft’.

Randbølstenen eller Store Rygbjergstenen fundet ved hærvejen på Randbøl Hede, 1874, og reddet fra ødelæggelse af Chresten Henriksen Kidde. Indskriften, der kaldes Danmarks ældste kærlighedsdigt, lyder: 'Tore Bryde rejste denne sten efter sin leje Torgun. Meget længe monne disse stave leve'. (Leje: Elskede).

Chresten Kiddes sprog var efter sigende djærvt og hans gemyt udadvendt, vittigt og sprudlende, hvad der var forfriskende, ikke mindst i en politisk debat, hvor han ofte deltog. Han havde på mange måder en barsk skal; men den dækkede over et varmt hjerte.  Han havde ikke kun ry som en handlekraftig og dygtig embedsmand. Historisk sans havde han også. Han var meddeler til folkemindesamleren Ewald Tang Kristensen, og da vejarbejderne i 1874 ved Store Rygbjerg i Randbøl sogn fandt en runesten, som de allerede var begyndt at kløve til skærver, fik han ødelæggelsen standset. Stumperne blev sat sammen, og stenen blev rejst på stedet, hvor den stadig står.  Den kaldes Randbølstenen eller Store Rybjerg-stenen og er fra omkring år 950.

Chresten var meget usnobbet, og han var også i både væsen og ydre noget for sig selv. Efter sigende en original af den slags, der ikke rigtig findes mere. Da han udnævntes til kammerråd, frabad han sig æren med ordene: Jeg er bonde på Kidde. Titlen blev afskaffet i 1912; men var oprindeligt benævnelsen for en embedsmand, Mod slutningen blev udnævnelsen især tildelt landbrugets foregangsmænd, og Chresten blev endelig overtalt til at modtage udnævnelsen.

Der var også noget af en digter i ham. Han satte sine præg på sønnen Harald.

Han havde både mundtligt og skriftligt ordet i sin magt og skrev ofte lejlighedsdigte. Her følger et, der blev sendt sammen med en kasse fisk til den lokale sagfører Güntelberg, der var syg:

Fra Lillestrand, som også Randsfjord hedder,

jeg fik idag en sådan ladning sendt

af gyldenfisk og store, glubske gjedder,

at skønt min appetit er godt bevendt,

kan jeg ej ene magte de krabater;

men må så søge om en assistent.

Jeg forudsætter nu med postulater

vi mennesker os hjælpe som bekjendt,

at De, da jeg Dem ikke her tør byde,

mig pr. distance også hjælpe vil.

Med venligst et par stykker Randsfisk nyde,

så slår P Syvs bekjendte ordsprog til:

De store fisk, de æde de små,

så gå de under, der mindst formå.

 

Harald Kiddes mor som 16-årig, 1864. Inger Dorothea Corneliussen, 25. september 1848-12. januar 1931.

Chresten Kidde giftede sig 14. juni 1871 med den 23 år gamle og 30 år yngre kvinde Inger Dorthea Corneliussen. Kaldet Doris, Som 5-årig var Inger blevet sendt til Læsø, hvor hun boede hos en moster, hvis mand var toldoppebørselskontrollør på øen. Hun vendte hjem til moren i Vejle som 17-årig i 1865. Hendes ophold på Læsø blev senere en vigtig baggrund for sønnen Harald Kiddes mest kendte roman ”Helten”. Harald husker hende sådan her i en avisartikel med titlen ”Hvorledes jeg blev digter”:

”På vinteraftener i de korte dage, da far ikke kunne nå hjem til os, sad vi i kakkelovnskrogen, og mens tågehornene klagede fra fjorden, fortalte mor os om sit barndomshjem på den øde ø midt i havet, kun gæstet af store fugle og skibbrudne. Selv var hun en fremmed der. Hendes far var flygtet fra hendes eget hjem, og hendes lille, milde mor i Sønderjylland, og de vidste end ikke, hvor i verden han flakkede. Han var nu længst død; men jeg syntes, hans rastløse trin hørtes ved vort hus, og vi skottede til vor moders profil, der tav streng og ren. Vi vidste at hun, hvem selv ingen barndom blev undt, gav os et hjem som ingen andre børn, vi kendte.

Min unge søster viste mig i ildskæret fra ovnen billeder fra sine yndlingsbøger, Bibelen og den græske mytologi, og hun hviskede med sin skønne og brystsyge stemme om patriarker i Mamre og olympiere på Ida. Nu smilte mor til os. Hun satte sig ved klaveret og sang: ‘Der boede en konge i Lejre’, ‘De hvideste perler i havet er spredt’ og ‘Hvor est du dog skøn, ja skøn, du allerlifligste Guds søn’, eller hun tændte lampen og læste højt for os i Dickens og senere i Turgeniev, og når den sidste bondevogns rullen havde tabt sig af vejene der ude og vinden, denne selskabsbroder for alle børn på landet, berettede om de store skove over byen, om skibenes dæk og om det tag, hvorunder fader nu pustede lyset ud og sov ind, blev jeg et med huset. Dets vinterild, dets skumrings fortællinger og sange, dets vårblomstrende have, dets store, svale duft af eng og skove og vindens vide hvisken. Dets vinduer, de favnede jo al verden”.

Doris beskrives sådan her af forfatteren og journalisten Niels Thingberg Thomsen: ”Fru Kidde var den mærkeligste blanding, jeg nogen sinde har truffet af et kunstnerisk farvet temperement, et følelsesbetonet gemyt og den mest nøgterne sans for og evne til at løse livets rent praktiske krav tilfredsstillende. Et stærk og helstøbt menneske. De aftener jeg tilbragte hos Kiddes var det en stående regel, at fruen skulle spille lidt for os i skumringen. Når den sirlige og slanke lille frue i den blanke, mørke silkekjole satte sig til instrumentet, rank som et lys, missede med øjnene mod lampetterne, blev der straks forventningsfuld stilhed i den store, smukke dagligstue, og med sin fordringsløse musik skabte hun en egen fin og fortrolig stemning. Undertiden sang hun også”.

Da Henrik Christensen Kidde døde i 1878 blev der rejst en familiegravsten på Jelling kirkegård nogle få meter fra Jellingstenene. Den blev restaureret for nogle år siden. Vind og vejr havde helt vidsket skriften ud.

Harald Kiddes barndomshjem, amtsvejinspektørboligen på Sønderbrogade 35 i Vejle, hvor familien flyttede til efter salget af Kiddegård.

Kiddegård blev solgt ved Henriks død, og familien flyttede til Sønderbrogade i Vejle, senere Havnegade 21. Inger Dorthea fik den hårde skæbne at overleve både sin 30 år ældre mand og alle sine børn.

Inger Dorothea "Doris" Kidde omkring Harald og Aages død i 1918.

 

_______________________

Comments are closed.