Aldrig udgivet erindringsbog om HK

Erindringsbog om Harald Kidde af Niels Th. Thomsen, uddrag trykt i ”Vore Herrer” nr. 9 og 10, 1924.
Fra Otto Asmus Thomsens samling på Vejle Stadsarkiv.

 

Harald Henrik Sager Kidde (cfr. Tue Henrik Tavsen i „Aage og Else”), kendte jeg allerede ret godt, da jeg i 1894 blev overflyttet fra Vejle Realskole til Latinskolens III Klasse. Vi kom til at sidde sammen ved en af de smaa gule Topersoners Skolepulte; og det blev vi ved med — undtagen naar der en enkelt Gang kom en Kurre paa Traaden — gennem de fire Aar, der henslæbte sig, inden vi blev Studenter. Jeg bevarer fra disse Ungdomsaar Indtrykket af en Dreng, der ikke var som de andre, hverken i Skolen eller i Hjemmet, hvor jeg var bleven indført ret tilfældigt. Dengang levede endnu Haralds Far, den prægtige gamle Amtsvejinspektør Christen Kidde, som Sønnen har skildret saa smukt i „Aage og Else”. Og jeg husker, hvor ivrig han var for, at en vordende Skolekammerat af „Drengen” skulde komme der i Hjemmet. For Haralds Tendens til at bore sig ned i sin Ensomhed huede hverken ham eller Moderen.

Kiddes boede langt ude paa Sønderbro, i den gamle, hyggelige lave Amtsvej inspektørbolig; „dér laa det, hans Hjem, under de skyggende Kastanier med sine vedbendgrønne Mure, sit stejle, rødbrune Tag og sin blanke Ruderække med Urtepotter mellem hvide Gardiner”.

For mig, der opvoksede i et pedantisk Skolemesterhjem, var det mest karakteristiske ved de Forhold, min nye Kammerat levede under, den fuldkomne Frihed, som herskede indenfor Hjemmets Vægge. Den Tanke, at en Far f. Eks. kunde finde paa at blande sig i, hvad hans Søn læste, forekom Harald oprørende komisk. Han læste selv alt — undtagen hvad Drenge i hans Alder ellers plejer at læse; Marryat og Carit Etlar var tilbagelagte Stadier for ham. Han var en vældig Læser for Herren; og han anskaffede mange Bøger. Saa efterhaanden blev det en Regel, at jeg kom ud til Kidde for i Fred at nyde den forbudne Frugt, d. v. s. læse de Bøger, som min „Gamle” i sin store pædagogiske Uforstand havde nedlagt Censurforbud imod. Og i de stille Stuer derude slugte jeg Gustav Wieds „Silhuetter”, Zolas „Nana” — og andet rart.

Fru Doris Kidde, f. Corneliussen.

Haralds Mor, Fru Doris Kidde, f. Corneliussen, kom mig straks i Møde med stor Hjertelighed; mit første Indtryk ved Synet af hende samlede sig i en stor Undren over, hvor ung hun dog var; det beroede tildels paa en Kontrastvirkning, idet hendes Mand var ca. 15 Aar ældre og undertiden kunde se ud som hendes Far, naar han sank sammen i sin store Lænestol og med Pibespidsen skubbede den sorte Silkekalot tilrette paa den skaldede Isse.

Fru Kidde var den mærkeligste Blanding, jeg nogensinde har truffet, af et kunstnerisk farvet Temperament, et følelsesbetonet Gemyt — og den mest nøgterne Sans for og Evne til at løse Livets rent praktiske Krav tilfredsstillende. Et stærkt og helstøbt Menneske. Det er den aandelige Arv efter hende, Harald har løftet i sit Forfatterskab. Far’en havde Humor og en egen barsk Munterhed, der alt som Sønnen voksede til ogsaa sporedes i hans Væsen. De Aftner, jeg tilbragte hos Kiddes, var det en staaende Regel, at Fruen skulde spille lidt for os i Skumringen. Det var næsten altid de samme Smaating, nogle Klaverstykker af Grieg og lignende, som ikke stillede store Fordringer til Teknik eller Øvelse. Men naar den sirlige og slanke lille Frue i den blanke mørke Silkekjole satte sig til Instrumentet, rank som et Lys, missende med Øjnene mod Lampetterne, blev der straks forventningsfuld Stilhed i den store smukke Dagligstue; og med sin fordringsløse Musik skabte hun en egen fin og fortrolig Stemning. Undertiden sang hun ogsaa — med en Stemme „saa forunderlig ung og skær” — gamle vemodige Sange som:

Es war ein König in Thule,
gar treu bis an das Grab —.

Paa Skolen opdagede jeg hurtigt, hvor Skoen trykkede. Imellem de andre Drenge var Harald jo en underlig Fisk. Han maatte døje mange Skoser for sit lange Haar og sin ureglementerede Paaklædning; han foragtede stive Flipper og gik altid med blød Sportsskjorte; med Begrebet Sport var hans Fysik og hans Væsen iøvrigt inkommensurable. I Gymnastiktimerne havde han fri; han var for svag til at deltage, i Legemsøvelser, hed det sig; i Virkeligheden tror jeg, at der her blev begaaet en ligesaa skæbnesvanger som velment Fejltagelse overfor Kidde; en moderat og efter hans Kræfter afpasset Motionsgymnastik havde muligvis gavnet ham. Og naar vi andre „med Roder tilhøjre bryd af” marcherede ud gennem Skoleporten for at begive os til Sportspladsen eller til Svømning, viftede Kidde triumferende efter os med de Skolebøger, han kunde naa at dyrke imens.

To Ting bidrog i nogen Grad til at værne ham mod de værste Stiklerier; for det første hans Alder og tidlige Modenhed; han var ældst i sin Klasse og gik derfor mellem de Kammerater, han overhovedet indlod sig med, under Navnet „Far Kido”. For det andet hans Venskab; med Klassens kaarne Fører, den smukke, stærke, sportsbegejstrede Aage Rodskier, der haandhævede en jernhaard Justits. Ham havde Guderne skænket alt, hvad de havde nægtet Harald; han voksede op som Vejles unge Alkibiades; forkælet og lunefuld; Sejrherre ved alle Sportskampe med Nabobyerne og rigt belønnet med de Laurbær, som Vejlefrøknernes Gunst flettede om hans unge glatte Pande. Til Gengæld havde Tankeindholdet bag samme Pande ikke den Dybde og Originalitet, som prægede Kiddes mærkeligt modne Mentalitet. Det er Rodskier som er skildret i „Aage og Else” under Navnet Sigurd Ross. For at forklare det nominelle Venskab mellem to saa væsensforskellige unge Mennesker kan man virkelig med Udbytte ty til et af Fru Kiddes Yndlingscitater: Les extrémes se touchent, som jeg første Gang, hørte af hendes Mund.

Der var en anden af Klassekammeraterne, hvis ualmindelige personlige Magnetisme øvede en stærk Tiltrækning paa Harald Kidde, og som i høj Grad beskæftigede hans livlige Fantasi. Det var en nydelig ung Pige, Frøken Jenny S., der ligesom Aage Rodskier hørte til Realisterne os skiltes fra os i de mange, lange Timer, vi maatte tyre Latin og Græsk. Jeg erindrer med Tydelighed Kidde staaende foran den store sorte Tavle i et Frikvarter og med famlende, nylærte græske Bogstaver male: Jennyne, kalé ei ! (Jenny, du er smuk!). I dette Udbrud, der vilde have været et Kryptogram for den Skønne, hvis hun uventet var traadt ind i Klasseværelset, maatte han give sin Beundring og Betagelse Luft. Samme unge Dames Stilling i Klassen var sandelig ikke let. Hun var, hvad man nu til Dags; vilde kalde dens lille Mascot, Omgivet af aabenlys eller hemmelig Tilbedelse, flammende eller faretruende Forelskelse fra alle Kanter, havde hun det største Besvær med at navigere imellem saa megen Hyldest. Og selv om Aage var hendes amant de cæur, maatte hun hvert Øjeblik risikere at se ham hensynke i dyster Jalousi, hvis hun et Øjeblik negligerede Skønhed og Kraft for at skænke Kunst og Litteratur, inkarneret i Kiddes lidet troubaduragtige Skikkelse, et opmuntrende Smil.

 

Harald Kidde som elev i Vejle Latin- og Realskole.

Naar man som Indviet ser, hvad Kidde fik ud af hende i „Aage og Else”, hvor hun er den dejlige Lull Wedén med det lange Haar, „som lyste gyldenbrunt i Solen”, virker Stoffets digteriske Omsmeltning næsten som et Paradigma paa en rent romantisk Behandling. I det virkelige Liv gik det med Lull omtrent som med Drachmanns Edith; hun blev gift med en større Forretningsmand, vistnok i Blodfoderbranchen, og bosat i Hamborg.

Med denne yndige unge Pige underforstaaet skriver Harald Kidde 16—17 Aar gammel dette lille Digt, betror det til mig, men protesterer imod, at Pigen med det lyse Pur-Haars Glorie faar det at se:

 

Hvordan hun skal være, hende jeg faar kær?
Den rankeste blandt Graner i Graners stolte Hær.
Hendes Øjne skal lyse med jordisk Ild og Glød,
men Himmellys skal glimte i Øjehvælvet blød.
Og Øjenvippers Fane skal sortne om dets Glans,
om Panden skal sig rulle en gylden Lokkekrans.
Hendes Læber være rødere end rødeste Koral,
hendes Pande være hvidere end hvide Snedugs Fald.
Hendes Stemme være blødere end Kilders Sølverklang,
og Solen skal skinne efter hendes Fjed i Vang.
Hendes Gang være lettere end Løvetandsfnug,
hendes Tanke være renere end nyfalden Dug.
Hendes Sjæl flyve højere end Ørnen i Luft,
hendes Hjerte være mildere end Foraarsblomsters Duft.

 

Det er muligvis Kiddes Debut som Lyriker. Siden skrev han talrige Vers, arbejdede med sin Form og digtede en Del Sonetter til Jenny. Det er karakteristisk for hans store Selvkritik, at han næsten har holdt sin Lyrik, der trykt vilde udgøre et anseligt Bind, udenfor sit Forfatterskab.

Skolens gamle Rektor Hans Achton Krarup hørte til de Lærere, der ikke kunde slaa; hans Afstraffelser bestod i en klynkende Formaningstale og en afmægtig Tjatten, der nærmest indgød Medlidenhed. Den formentlig tilsigtede Forbedring udeblev ogsaa ganske.

Hvor Intet andet er anført, er Citaterne i det følgende fra „Aage og Else, Døden”.

Vi var og blev nederdrægtige mod de Lærere, der mishagede os. En af dem gør det mig næsten ondt at tænke paa. Vi havde med Sorg taget Afsked med vores udmærkede og sjældent behagelige Lærer i Græsk, den for sine arkæologiske Interesser velkendte Fr. Weilbach. I Stedet for havde vi faaet en lille ubetydelig og skranten cand. mag., der hed Schönau, hvis Undervisning hurtigt kom til at staa for os som Indbegrebet af aandløst Terperi. Mens vi under Weilbachs fornøjelige Anførsel med Glæde havde vandret de mange smaa Dagsrejser paa 10 Parasanger gennem Xenofons Anabasis og virkelig havde faaet et uforglemmeligt Indtryk af græsk Aand gennem den unge Lærdes fængslende Fortolkning af Homer og Lukian, blev Faget nu pludselig som degraderet. Vi drillede og chikanerede „den lille” paa enhver Maade. Han tog det som en Martyr. En dag satte Kidde en diminutiv Patteflaske med Gummisut op til ham paa Katederet; han lod, som han ikke saa den. Undertiden beklagede han sig klynkende over sine Plageaander til Rektor; men han hævnede sig ikke paa os ved Eksamensbordet.

 

Vor Lærer i det andet store klassiske Hovedfag, Latinen, hed Ove Simonsen og var af en hel anden støbning end den blide Weilbach og den ynkelige Schønau. Simon, som vi kaldte ham, var haandfast, noget brutal, og slog en proper Lussing, som baade Kidde og jeg instinktmæssigt undgik at stifte Bekendtskab med; koketterende med sit sonore Organ, illustrerede han udmærket Ciceros pompøse Retorik og kunde faa Ovid, Catull, Horats og Vergil til at synge. Han havde ogsaa andre specialiteter, var f. Eks. den eneste af Skolens højst heterogene lærererpersonale, der ansaa det for hensigtsmæssigt at meddele sine elever spredte Bidrag til Menneskets Naturhistorie. Sproglærere nøjes ellers med at spørge om Genus; han dannede en Undtagelse ved ogsaa at komme ind paa Sexus, støttende sig til grafisk fremstilling paa Tavlen.

Kidde og jeg har ikke saa sjældent senere hen talt sammen om den gæve, altid oplagte Simon, som aldrig var gladere, end naar han kunde pirre de unge Gymnasiasters fantasi ved en saftig Anmeldelse fra den romerske Forfaldsperiode, og som gik i ualmindelige Detailler for at gøre Fænomenet Messalina levende for os. — Han blev siden forflyttet til Aalborg, hvor han nu er Lektor.

Harald fulgte med levende Interesse Indførelsen i de døde Sprog; Litteraturprøverne fængslede ham og beskæftigede hans Fantasi; derimod kneb det for ham at blive saa stiv i Grammatikken, at han f. Eks. kunde slippe nogenlunde helskindet fra en latinsk Stil. Kidde reagerede antimatematisk, om jeg saa maa sige. Efter at vi havde fundet hinanden og var begyndt at arbejde metodisk sammen, blev det mere og mere min Opgave at holde ham til Ilden i Grammatik, Matematik, Fysik og senere Astronomi, mens han til Gengæld meddelte mig af sin rige Overflod, naar det gjaldt Personal- og Literaturkundskab. „Kender du ikke ham?” var hans stadige Omkvæd, naar han begyndte at tale om en eller anden ny dansk Digter. Han fulgte forbavsende godt med og læste sin danske Literatur med imponerende Grundighed. Da han saaledes en Gang hos Gjellerup var stødt paa Ordet gerstrittende og ikke ad anden Vej kunde skaffe sig Oplysning om denne Gloses Etymologi, skrev han ned til Dresden, hvor Digteren boede, og modtog virkeligt ikke længe efter Svar paa sit Spørgsmaal. Med ikke ringe Stolthed viste han mig Gjellerups venlige Linjer, der ikke alene forklarede Ordet som afledet af oldnordisk geir (Od), men tillige udtrykte Forbavselse over den unge Læsers nidkære Interesse for Sproget.

Den danske Digter, som paa dette Tidspunkt optog Harald Kidde mest, var uden Sammenligning Johannes Jørgensen, hvis smaa vemodige Prosafortællinger om Provinsstudentens Hjemløshed inde i København stod hans Hjerte faderligt nær. Disse uanselige Smaabøger i de gule Omslag skulde jeg læse. Han havde ogsaa abonneret paa det „unge” Tidsskrift „Taarnet”, hvor Johannes Jørgensen indførte Huysmanns; den eneste Aargang Hefter var for Kidde et Slags Evangelium.

Og da „Omvendelsen” fulgte i 1896, havde Digterens Redegørelse i „Livsløgn og Livssandhed” næppe nogen ivrigere Læser end den vejlensiske Latinskoledreng. Kidde blev ved at følge Johannes Jørgensen gennem Aarene, men sympatiserede ikke med, at Digteren forkætrede sin Ungdoms smaa ærlige Bøger og ekskluderede dem af sit Forfatterskab.

Af udenlandske Digtere sværmede Harald dengang for Byron, hvis „Don Juan” han læste i Drachmanns fyrige Gendigtning, og — endnu stærkere — for Pierre Loti, hvis Efternavn han kærtegnende udtalte med øm Dvælen paa o’et. Naar man sagde ham, at Trykket laa paa i’et, erklærede han: „Det bryder jeg mig ikke det mindste om.” Og den rent faktiske Oplysning, at den store franske Digter og Søfarer i Virkeligheden hed Jules Viaud, modtog han med Uvilje og Skepsis. Han havde en tidligt udviklet Tendens til ikke engang at give „Kendsgerningerne den underordnede Plads, der tilkommer dem,” som Oscar Wilde siger.

 

II

 

Ikke længe efter Amtsvejinspektørens Død i 1894 flyttede Kiddes ud i den modsatte Ende af Byen, hvor de havde lejet en lille beskeden Lejlighed paa en tredie Sal længst ude i Skyttehusgade, dér hvor denne gik over i den smukke Skovvej gennem Nørreskoven, i hvis Udkant der nu er rejst en Mindesten for min gamle Ven og Skolekammerat.
Kaarene var knebne, imod hvad de havde været før. Men med klog Økonomi lykkedes det Fru Kidde, hvis Evne til at tage med fast Haand om Livets Realiteter nu skulde staa sin Prøve, at skabe et nyt Hjem for sig og sine to Sønner.

I et smalt ét-Fags Værelse til Gaarden fik Kidde sin Fars gamle Skrivebord og sine Reoler stillet op og fandt sig hurtigt tilrette under de forandrede Forhold. Han kendte ikke de Fornødenheder, unge Mennesker i den Alder ellers har; det eneste, der maaske trykkede ham lidt, var, at han maatte være mere nøjeregnende med sine Boganskaffelser end før i Tiden. Men inde paa Bordet i den lyse, hyggelige Dagligstue laa alligevel altid et Par af de nye Bøger fremme. Vi havde begge — viribus unitis — vel overstaaet IV Klasses Hovedeksamen og fejrede Resultatet ved et beskedent Gilde ude i Grejsdalen sammen med de Kammerater, der samtidig havde taget Præliminæreksamen, deriblandt Jenny S. og Aage Rodskier. Til denne Lejlighed havde Harald skrevet en Sang, som forelaa haandskrevet i det nødvendige Antal Eksemplarer. Jeg maa antage, at det var Kiddes første Lejlighedsdigt, en Genre; han forøvrigt ikke har dyrket meget, muligvis skræmmet ved Tanken om denne Sangs relative Vanskæbne. Det var naturligvis Meningen, at Sangen skulde synges ved Bordet. Af en eller anden ubegribelig Grund blev det ikke til noget.   Vi var saa unge og halvgenerte og lidet festvante. Da ingen tog Initiativet til at synge den omdelte Sang, der utvivlsomt laa Flertallet af det lille Selskabs Deltagere lovlig højt, stak man den i Lommen. Og først paa et senere Tidspunkt, da vi glade og animerede, gik en Tur efter Bordet og i den skønne Sommeraften slog os ned paa en Grøftekant, fik Digteren den Oprejsning, at hans blonde Muse, den dejlige Jenny pludselig udbrød: „Men vi maa da synge Kidos Vise!” De sammenkrøllede Ark Skrivepapir raslede frem, og saa sang vi vor Kammerats Sang, hvis poetiske Optakt: „Spil ud din unge Vinge” klang forunderligt akavet i de syngendes Mund, og som i saare ringe Grad svarede til deres gængse Begreber om en Vise.

Saaledes skiltes vi afgørende og endeligt fra Realisterne, hvem vi nu med nogen Overbærenhed, blandet med hemmelig Misundelse, saa vende skolen Ryggen for at give sig Livet i Vold, mens vi selv for Alvor tog fat paa Artiumstoffet.

En Hjælper havde vi ikke sjældent i Haralds ældre Ven, den fattige Husmandssøn Iver Iversen, som netop var rykket op i øverste Klasse. „Gamle Iver”, som vi kaldte ham, levede af Krarups Naade og havde faaet overladt et Kvistværelse, der hørte til Rektors Embedsbolig i skolens øverste Etage. Til Gengæld maatte han finde sig i sin Velgørers mange Pebersvende-Urimeligheder og fungerede jævnligt som en Slags Famulus for den snurrige, ofte arrige, men paa Bunden skikkelige gamle Original af en Filolog.

Kiddes Syn paa Krarup var i væsentlig Grad betinget netop af Rektors Godhed for gamle Iver. Som vor Lærer i Tysk og Fransk var skolens Leder noget antikveret, hvad vi jo først opdagede bagefter; Han hørte til den Generation af Sprogmænd, for hvem den lydlige Side af Sagen knapt eksisterede; men han kom uden for mange Svinkeærinder de lovbefalede Pensa igennem og var en rutineret, ingenlunde kedelig Lærer, der f. Eks. fængslede os ved sit forholdsvis moderne valg af tyske og franske Forfattere, og som havde komprimeret den nødvendigste Ballast af Formlære og Syntaks i nogle smaa gule Oktavhefter, som Kidde respektløst kaldte „Idiotbøgerne”.

Krarup, hvis Navn vi forkortede til „Rep”, havde mange Særheder; sine Elever tiltalte han uden Persons Anseelse i tredie Person („Hva’ for no’et, ve’ han ikke det?”) og var, sagtens paa Grund af en hurtigt tiltagende Tunghørighed, grumme mistænksom og mistroisk. Han lod sig lede af stærke personlige Sympatier og Antipatier og var i det hele meget lunefuld og uberegnelig. Trods sin sokratiske Visdom — og sokratiske Grimhed — var han ingenlunde uimodtagelig for kvindelig Ynde og omgav sig gerne med unge Piger. Saaledes havde han altid et Hold Bourgeoisifrøkner, som han læste Italiensk med. Han sværmede for Italien — og for Fru Heiberg. G. Seligmann har malet et godt i Billede af ham, der hænger i Skolens Lærerværelse. Her ser man Krarup, som han hyggede sig i sin røde Fløjls-Lænestol, iført sin himmelblaa   Slobrok;   Piben  i  den  ene  Haand og en fransk Roman i den anden.

Denne gamle Særling forstod godt, hvor bevidst Harald Kidde allerede i Skolen tenderede mod et Forfatterskab, og indrettede utvivlsomt sin Opførsel overfor denne mærkelige Discipel noget derefter, delvis af Frygt for at komme til at figurere i en Bog om Skolen og se sig selv ubarmhjertigt portrætteret. Men Kidde vidste, hvad han var værd, og udleverede ham ikke; man har villet finde spredte Træk af ham i Billedet af Mester Linné („Aage og Else”); men denne tragiske Skikkelse er bygget over en helt anden Person end Krarup. Uden Betænkning stillede Rektor elskværdigt et Klasseværelse til vor Disposition, da han erfarede, at Holdet paa Kiddes Initiativ havde stiftet en Klub med det Formaal, at vi skulde mødes Lørdag Aften til en Diskussion paa Grundlag af et indledende Foredrag. Om Klubben fik noget Navn, husker jeg ikke længere; derimod kom der som synligt Minde om dens kortvarige Eksistens til at foreligge en diger Protokol, hvori Kidde overlegent producerede sig, og hvori jeg efter hans Tilskyndelse prentede nogle smaa Oversættelser af anakreontiske Digte. Selvfølgelig kunde det ikke være andet, end at en saa retningsbestemt Begavelse som Harald Kidde kom til at paavirke sine Kammerater æstetisk i Retning af at skrive. Derimod er det ganske misvisende, naar Adjunkt Niels Jeppesen i en Artikel, offentliggjort i „Tilskueren” for Januar 1919, fortæller om det minimale Studenterhold, hvortil Harald Kidde hørte: „De tre af disse fire vilde være Digtere, kun én blev’ det.” Dertil saa vi for nøgternt paa os selv. Endogsaa Kidde, der forlængst vidste, at han vilde være Digter, vidste allerede dengang tillige, at han kun vilde komme til at skrive for de faa; og derfor valgte selv han et Brødstudium, Teologien, og fablede om at komme til at sidde som Præst i et lille afsides Kald. Den Maade, Harald skrev paa i Klubbens desværre bortkomne Protokol, hvor han blandt andet bidrog med 1. Kapitel af en lokal vejlensisk Roman, forsøgte han saa vidt muligt ogsaa at anvende i sine danske Stile, og her havde Læreren, den overnervøse, febrilske Teolog N. Clausen-Bagge med de glødende Øjne i det blege, noget hulkindede Ansigt en vanskelig Opgave med at holde Eleven Eksamenskravene for Øje, samtidigt med at han ogsaa nødigt vilde virke som Lyseslukker. Clausen-Bagge, der, mens vi sad i „Mesterlectien”, opgav sin Skolevirksomhed for at blive Valgmenighedspræst, var rigtig noget for Kidde og blev den af Lærerne, som han følte sig nærmest knyttet til og bedst forstaaet af. De frie Stile — „For og imod Dødsstraf” og hvad de ellers hed — gav Harald Kidde Anledning til at vise stor Selvstændighed og ualmindelige Anlæg for skriftlig Fremstilling. Men Skolestile blev de jo ikke. Clausen-Bagge bedømte dem med den Sympati, han selv følte for den vordende Digter; vor Historielærer derimod, den moderne, stærkt angliserede Jakob Alsted, veg ikke tilbage for en mere kirurgisk Behandling af de Stile, som han skulde rette, naar det var ham, der til en Afveksling havde stillet Opgaven. Han var haard som en Kricketbold, skar lige Igennem al Udenomssnak og holdt sig til Sagen. Alsted var streng i sine Fordringer, men ogsaa strengt retfærdig; udpræget fair; personligt en Dygtighed og en Slider; et Mandfolk, hvis Haard-hændethed virkede gavnligt paa Kidde, der nu engang vilde være Student, skønt meget af det, han skulde igennem, aldeles ikke smagte ham. Alsted er nu Rektor ved „Vejle højere Almenskole”.

Da Harald boede nærmest ved Skolen, fik hans gæstfri Moder det ordnet saaledes, at jeg i Perioder gik med ham hjem i det store Frikvarter for at spise Frokost. Som Regel kom jeg atter ud til ham om Eftermiddagen, efter vor provinsielt tidlige Middag, for at vi kunde læse de sværeste Lektier i Fællesskab; og ofte blev jeg der om Aftenen, saa Resultatet var det, at vi ikke sjældent tilbragte hele Dage sammen og lærte hinanden at kende ud og ind. Søndag Aften samlede Kidde ofte nogle Venner, der interesserede sig for litterær Samtale eller for at høre ham læse højt af, hvad han i Ugens Løb havde faaet Tid til at skrive. Det meste af hans Debutbog „Sindbilleder” (1900) var skrevet, mens han endnu sad paa Skolebænken. En trofast Ven af Huset, der var selvskreven Gæst ved disse smaa Sammenkomster, var den talentfulde Siegfred Neuhaus, den senere Maler. Med Stolthed indførte Harald en Bror til den beundrede Johannes Jørgensen, den unge Maler Valdemar J. i Kresen. Det viste sig at være en ejendommelig, noget pretentiøs Yngling, der ikke stillede sit Lys under en Skæppe.

Ellers kom der ingen. Kidde havde sin Styrke i sin Ensidighed og brød sig kun om at se dem, „der hørte til”. Hans „Salon” var noget for sig selv; en Aften hos ham lignede ikke i mindste Maade de selskabelige Aftener, man tilbragte i den lille Bys Embeds- eller Borgerhjem. Harald selv var ligevægtig og tilfreds i sine Venners snævre Cirkel; naar der blev læst højt af de nye Bøger, eller naar der kom en litterær Diskussion i Gang, gav han sin Mening til Kende ved udæskende i Hæ! eller ildevarslende Knurren; engang imellem tog han Bladet fra Munden og foreholdt os indtrængende, hvad der var det ene store, og hvad der kun hørte til „Gøgle-Litteraturen, til Underholdningsbøgernes taabelige Kaste”.

Undertiden kunde man finde ham i en Tilstand af dyb Afslappelse, træt af Tanker, udmattet af Ugens Slid med Skolefag, som ikke interesserede ham, og mistvivlende om, at han nogensinde vilde slippe levende fra den Eksamen.   Til Tider kunde hans Hjems Enstonighed ogsaa virke knugende paa mig, saa jeg pludseligt følte mig grebet af en intens Trang til at komme derfra, bort fra de stille beklumrede Stuer, ud til de Steder, hvor der var Liv og Lyst; og overfor Harald var det unødvendigt og overflødigt at forstille sig; at jeg engang imellem kunde sidde som paa Naale for at komme i rette Tid ud til et Søndagsbal i Skyttehuset, morede ham saare og gav ham Anledning til mangen lun, ironisk Bemærkning.
Anelsesfuldt og forborgent – for at bruge to ægte kiddeske Gloser – kunde Harald tale om sin Fremtid som Digter; men det var vedblivende hans bestemte Ønske at gaa denne Fremtid i Møde gennem den i akademiske Dannelses klassiske Portal; og den Energi og Koncentration, hvormed han tog Eksamensarbejdet op og deltog i Træningen til Slutspurten, var ganske beundringsværdig, naar man kendte ham og tager, i Betragtning, at for ham var den truende Studentereksamen en Prokrustesseng, paa hvilken han frivillig lod sig spænde.

Det var aabenbart baade ham og Moderen en Kilde til Trøst, naar jeg Gang paa Gang hævdede overfor dem, at det umuligt kunde gaa i galt. Det var nær gaaet galt alligevel; og — betegnende nok — var det Dansk Stil, som skulde blive Harald Kiddes Anstødssten. Ingen af de to Opgaver, der blev givet i dette Fag ved Eksamen artium i Sommeren 1898, var efter hans Sind. Den bundne hed: Island og dets Betydning for Norden; den frie lød saaledes: Grundene til og Følgerne af I den i vore Dage almindelige Forøgelse af Bybefolkningen og Aftagen, af Landbefolkningen. To Travere altsaa.

Vi vidste, at gamle Rektor Sigurd Müller fra Kolding skulde være vor Censor i Dansk; og i Tillid til, at Stilene vilde blive vurderet af en fin og forstaaende litterær Personlighed, skrev Harald løs uden at bryde sig om, at der aldeles ikke kom koncise Besvarelser ud af det.
Man kan ikke, som Jeppesen, sige, at Kidde behandlede Opgaverne overlegent, hvis deri Skal ligge, at han behandlede dem nonchalant eller skødesløst; sligt havde han ikke for Skik. Det var ikke Legeværk for ham at gaa op til den Eksamen; og han tog det, som han tog alt, hvad der var blevet Pligt for ham: Tungt og alvorligt. Derimod besvarede han Opgaverne ganske overlegent, for saa vidt som han gav sig selv og sin personlige Stil i Stedet for at aflire de trivielle Svar paa to trivielle Spørgsmaal af Slagsen.

Det er mig den Dag i Dag en Gaade, at en Mand som Sigurd Müller ikke vilde eller kunde se, hvor højt Kiddes Stile stod over de tre andre Besvarelser, men brutalt slog dem ned. Jeg beundrede den Sindsro, hvormed Kidde tog Sagen, og flovede mig næsten for at nævne de høje Karakterer, den litterære Mand fra Kolding havde betænkt mig med. Jeg havde en ubehagelig Fornemmelse af, at det umuligt kunde hænge rigtigt sammen; og hvis jeg ikke havde været den veldisciplinerede Elev, jeg var, havde jeg lavet Skandale og sagt Müller min Mening.

Men til alt Held var der en anden, som tog sig det paa, og som kunde gøre det med væsentlig større Vægt og den nødvendige Autoritet. Det var vor egen Rektor; gamle Krarup; den smaaklynkende „Rep”, der prætenderede saa lidt i Sammenligning med den selvfølende Magister fra Nabobyen, og hvis Evne til at goutere Kidde og ikke skære ham over samme Kam som os andre paa Forhaand skulde synes langt ringere end Müllers. Krarup gik tappert i Breschen for sin Elev – og stod fra samme Stund som forvandlet for mig. Var det gamle Krarup? Saa kendte jeg altsaa efter fire lange Aars Skolegang ikke Manden.

Rektor Hans Achton Krarup. Fotografi efter G. Seligmanns Maleri, som hænger i Vejle Latin- og Realskoles Lærerværelse.

Denne bratte Omvurdering af to Personligheder, denne Metamorfose af Müller til en Pedant og Krarup til et rummeligt tænkende Menneske af Kød og Blod staar nu for mig som det interessanteste Moment ved

min Studentereksamen. Han afbalancerede resolut Müllers maadelig’er med et Par ug’er; bevirkede ved denne dejlige Desperation, at den usædvanlige Konflikt maatte indankes for Undervisningsinspektøren, og skaffede Kidde et par anstændige Karakterer.

Medens Harald stædigt havde gennemført at „gaa op” til mundtligt i Jakke og uden stivet Flip, fordi han fandt den traditionelle kjole latterlig for sit Vedkommende, havde han ingenting imod at sætte den traditionelle Studenterhue, forskrevet fra Madam Thrane i klareboderne, paa sit lokkede Hovede. Han havde den paa hin straalende Sommerdag,” da vi fejrede vor Eksamen ved en bedre Middag paa Munkebjerg Badehotel.

 

III

 

Efter det nære og fortrolige Samliv i Skolen og Hjemmet var det en Selvfølge, at vi blev ved at omgaas efter at være kommen ind til København som Studenter.

Ved et Tilfælde kom vi til at bo langt fra hinanden, Kidde paa Frederiksvej, ude bag Frederiksberg Have, jeg paa Gammelholm. Men vi mødtes til Høffdings Forelæsninger, som vi begge hørte med Glæde. Da det en Dag gik op for Harald, at han i Tilgift til Psykologien, som naturligvis interesserede ham stærkt, havde faaet et lille væmmeligt Fag, der hed Logiken, blev han hed om Ørerne og erklærede: Den lærer jeg aldrig!

Et Par Maaneder før vi skulde op til Filosofikum, tilbød jeg at manuducere ham. Han modtog med Taknemmelighed mit Tilbud, — og som Aarene gik, vendte han lejlighedsvis i Samtale eller i et Brev tilbage til denne Manuduktion og takkede mig for den. Jeg erindrer mærkelig klart disse Timer; han kom til mig i et Pensionat i Istedgade, hvor jeg var flyttet hen; og saa gik det løs. Paa ny sad vi sammen, bøjet over Bøgerne, som i det lille Gaardværelse i Skyttehusgade; nu havde vi Udsigt til en københavnsk betonlagt Gaard, hvor en Lirekassemand med Forkærlighed indfandt sig netop paa de Tider, vi havde fastsat til det lille Parforceridt over Logikens Hurdler. Harald „refuserede”, — ganske som han i sin Tid havde gjort det overfor Matematiken. Hver Gang han indvendte: Det forstaar jeg ikke! svarede jeg ligesaa regelmæssigt: Jamen der er ikke noget i Vejen for at du kan lære_det – udenad. Til Prøven fik han naturligvis netop et Spørgsmaal i Logik, og med bange Anelser saa jeg ham skride hen til den sorte Tavle og væbne sig med et Stykke Kridt. Men til min Beroligelse skrev og svarede han lige akkurat, hvad han skulde, hverken mere eller mindre, og hentede sig et ug.

Jeg mindes endnu fra Rusaaret nogle sene Spasereture i Maaneskin med Kidde paa Smedelinjen, som man dengang skulde have Kort til og hvor han fandt noget af den Naturfred og Poesi, som han ellers savnede i København.

Men efterhaanden saas vi sjældnere; han læste til Hebraicum og vilde være Teolog; jeg var begyndt paa Medicinen. Engang imellem tilbragte jeg en hyggelig Aften hos ham ude paa Henrik Ibsensvej, hvor Kiddes havde faaet en bedre Lejlighed.

Aaret efter Filosofikum tog han saa en Eksamen, der unægteligt laa ham mere paa Sinde end nogen af de to foregaaende: Hans Sindbilleder udkom, fornemt trykt hos Simon Bernsteen. Af Kritiken var der intet, der i den Grad frydede Forfatteren som de Ord, hvormed E. B,s Anmeldelse sluttede: Dette er da en elegant Debut.

Bogens Modtagelse bidrog meget til hans Beslutning om helt og holdent at blive Digter. Teologien var opgivet; i Stedet for kastede, han sig en Tid lang over Studiet af tysk Litteratur, var stærkt optaget af Valdemar Vedels Forelæsninger og tænkte et Øjeblik paa at blive Magister i Tysk eller i sammenlignende Litteraturhistorie.

Men da jeg i Juni 1901 var hans Gæst i Brejning ved Vejle Fjord, ligesom jeg i tidligere Sommerferier havde besøgt ham i Vingsted og Fakkegrav, var han midt i Arbejdet paa Aage og Else og talte ikke mere om systematisk Studium. Han modtog mig med sin vante „Sælhed”, fortalte om Skoleinspektøren ved de Kellerske Anstalter, Forfatteren Johan Keller, hvis Bekendtskab han havde gjort, og gik udførligt ind paa et lille Arbejde i Manuskript, som jeg havde sendt ham til Gennemlæsning, og som han først havde gennemgaaet detailleret i et omfattende Brev.

Da Aage og Else udkom (1902), sad jeg som Redaktionssekretær ved Dagbladet Nordjylland i Aalborg og fik Lov til at anmelde Bogen. Jeg var saa uheldig at støde ham med et enkelt Ord, hvad der gav Anledning til en Udveksling af Noter — uden at den gode Forstaaelse led noget Skaar derved.

Skønt vi nu var gledet fra hinanden, vedblev vi at korrespondere. Og da jeg snart blev forflyttet til København, saas vi igen i Ny og Næ. I Efteraaret 1911 besøgte jeg ham sidste Gang i Charlottenlund med den Kommission at faa ham til at skrive et Bidrag til Vejle Amts Avis’ Julenummer. Og i 1912 modtog jeg et brillant Brev fra ham i Anledning af en Bog, jeg havde sendt ham.

Han var bestandigt den samme; maaske blot strengere og strengere i Kravene til sig selv, mildere og mere afklaret i sin Dom om andre. Det er en Lykke at have kendt ham.

Paa en forunderlig Maade blev det Sandhed for ham, hvad han lader Barnet Tue sige i Aage og Else: „Mo’r, du kan ikke dø.” Det; blev ham forundt at beholde sin Moder, saalænge han levede; og hvad hun har været for ham, lader sig ikke udmaale. Hun holdt ham alt det fra Livet, han ikke selv magtede; hun holdt ham selv i Live, syntes man næsten, naar han var syg. Denne i Sandhed sjældne Kvinde har maattet se sin Ægtefælle dø; se alle sine Børn dø; ogsaa den yngste, Løjtnanten og Folketingsmanden Aage Kidde; og til sidst Harald, hendes Hjertebarn.

Hvilken Sjælsstyrke maa hun ikke eje. Ene staar hun tilbage. Ene af Slægten var hun – sammen med Enken – til Stede, da man afslørede Mindestenen for den Søn, der skulde blive sit Slægtleds maaske betydeligste, i alt Fald mærkeligste Digter.

Første række af de siddende er: Nr. 2 fra venstre Frk. Jenny S., Nr. 5 Rektor Krarup.
Anden række: Nr. 1 fra højre N. Clausen-Bagge, Nr. 2 Fr. Weilbach, Nr. 4 Aage Rodskier, Nr. 5 – lige i centrum af billedet – Harald Kidde, Nr. 6 Niels Th. Thomsen.
Tredje række: Nr. 4 fra højre “Gamle Iver”.

 

 

Comments are closed.