Drachmann, Nexø, Skjoldborg, Aakjær m.fl.

Astrid Ehrencron-Kidde fortæller i sin bog Hvem kalder? levende og intenst om sit samliv med Harald og om mange af de samtidige forfattere, som var hendes og Haralds venner, selv om alle nu ikke er lige charmerende beskrevet, som for eksempel det følgende om Holger Drachmann. Astrid bliver til en fest udspurgt om en netop overstået sammenkomst i forfatterforeningen:

Hør, jeg ved, at De og Deres mand var tilstede ved en sammenkomst i Forfatterforeningen i tirsdags. Jeg var desværre forhindret i at komme. Var der morsomt? Skete der noget særligt? …

- Jo, svarer Astrid, da stemningen var på sit højdepunkt, sådan ved halv tolvtiden, … blev døren til salen slået op med brask og bram, og ind trådte, nej, skred, Holger Drachman ledsaget af en eskorte på fem kvindelige væsener, et par var forfatterinder, resten var mig ubekendt. Han var iført et gråt jakkesæt og havde en rød fez på hovedet i lighed med en tepottevarmer i overnaturlig størrelse. I denne mondur og med sit hvide skæg var han ikke ulig en gigantisk julenisse, da han skridtede ned gennem salen. …

Holger Drachmann. 9. oktober 1846 - 14. januar 1908. Udsnit af maleri af P.S. Krøyer (1851-1909).

Efter at stolene var skubbet til side tog digteren plads medsamt sine kvindfolk nede for enden af bordet. Noget flydende af de stærke varer havde han åbenbart fået i sig, inden han kom, og da han fyldte lidt mere på, sad han og blev sentimental og rørt over sig selv. Noget, der ofte timedes ham. Så rejste han sig pludselig op, lagde tevarmeren fra sig på bordet, for der var meget varmt i salen, og bad om ordet. Han stillede sig op og knyttede knoerne mod bordpladen og begyndte:

- Mine damer og herrer, det er ikke den fejrede lyriker, De ser her for Dem. Det er en enfoldig Skagensfisker, der skriver. Ikke fordi han vil, og ikke fordi han skal; men fordi han kan ikke andet.

Stemmen vibrerede mere og mere af rørelse over hans egne ord; men nu blev det Christian Rimestad for meget. Han rejste sig op.

- Undskyld et øjeblik, sagde han. Så vendte han sig om mod selskabet. Mine damer og herrer, lad Dem ikke vildlede, sagde han. Det er ingen enfoldig Skagensfisker, De ser for Dem her, det er Danmarks største komediant.

Jeg så, at det gav et sæt i Drachman. Så trådte han et skridt tilbage, satte sin mægtige natpottevarmer på hovedet og skred ud af salen’.

Astrid måtte høre mange bemærkninger om det med natpottevarmeren. En anden af Harald og hendes gode venner var Martin Andersen Nexø, der beskrives sådan her:

”- Jeg tænker, at Margrethe har et eller andet til os i sit spisekammer, sagde Neksø, og der var i hans tonefald noget, der næsten lød lidt truende. Jeg vil håbe, at hun har det. Hun burde i hvert fald.

Martin Andersen Nexø. 26. juni 1869 - 1. juni 1954.

- Det er da ganske ligegyldigt, sagde Harald. De har jo selv sagt engang, at man skal kunne synge over et stykke rugbrød.

- Ja, sagde Neksø, og det står jeg stadig ved, og jeg ville dele det med Dem, hvis De ikke havde noget. …

Jeg vidste godt fra Harald, at Neksø var en ven, man kunne stole på; men der var noget ved ham, der gjorde, at jeg aldrig var i stand til at føle varmt for ham. Der var noget hårdt over ham og sikkert også i ham. Han havde en underlig måde ligesom at hugge ordene ud på, som slog han endnu skærver af klippeøens sten. De faldt langsomt og selvsikkert. Jeg kan ikke kalde det, at han satte tankestreger imellem dem; men det lød som om han understregede hvert ord, han talte på det, at de skulle fæstne sig i tilhørernes sind og ikke glemmes. Hans træk havde også noget af stenens hårde og kantede karakter, og der var noget uregerligt over det dengang endnu fyldige hår, der syntes at have en tendens til at krølle fra naturens hånd; men som blev holdt i ave af hans egen.

- Hvor gamle er Deres småpiger nu? spurgte jeg.

Han smilte, men smilet så nærmest ud som en stramning af musklerne omkring den brede mund.

- Åh, sagde han, nu er de snart lige så gamle som deres mor.

Jeg så forundret på ham; men havde ikke lyst til at spørge, hvad dette mærkelige svar skulle betyde. … Havde jeg ikke forstået Neksøs udtalelse om sin kone, … så forstod jeg den i samme øjeblik, jeg så hende, da hun stod i døren mellem sine to småpiger, … for hun så i virkeligheden snarere ud, som om hun var deres nogle få år ældre søster, end deres mor. Hendes tykke, brune hår var redt ned over kinderne i madonna-frisure. Hun havde store, brune, blanke kvieøjne og et ovalt; men alligevel barnligt rundt ansigt med et lidt mut udtryk, måske også med en anelse af tilbageholdt trods. Jeg gad også se den, der turde give en sådan udtryk over for Neksø.

- Ja, Margrethe var jo også kun seksten år, da jeg giftede mig med hende, sagde han lige som forklarende.

Jeg havde syntes bedre om, at han havde sagt: Da vi blev gift. Det andet lød så underligt ensidigt. Pashaagtigt, som om han havde røvet hende eller taget hende af nåde og barmhjertighed”.

 

Johan Skjoldborg var også en af Harald og Astrids venner, og Astrid beskriver ham sådan her:

”Mon der ikke er noget om, at gode mennesker også er lykkelige? Jeg tænker nu ikke på den lykke, der består i en selvglad bevidsthed om, at man er god; men på dette, at godhed og venlighed over for andre ofte har en halvt ubevidst tilfredsstillelse i selve dette at være god uden henblik på eget værd. Denne lykke er meget ofte følgesvend til godheden og en slags anerkendelse af den. Man får noget selv samtidig med, at man giver. Jeg har ofte haft lejlighed til at se denne formodning bekræftet hos flere mennesker, blandt disse måske først og fremmest hos forfatteren Johan Skjoldborg. Han var i ordets fuldeste forstand vennesæl. Han ville hver mand det godt og ingen ondt. Han var altid glad og tilfreds med de kår, hvorunder han levede, så omskiftelige de end var, uden nogen sinde at ønske dem anderledes eller misunde andre, der havde det bedre end han. Han kunne nok en enkelt gang blive ilter og gå over gevind; men hans vrede gik så hurtigt over igen, at man næppe havde nået at lægge mærke til den.

Johan Skjoldborg. 27. april 1861 - 22. februar 1936. I samtale med Emma Gad (1852 - 1921).

Et sådant undtagelsestilfælde var indtruffet engang for ikke ret længe siden. Det var en aften på en café, hvor han havde været inde og forfriske sig med en pilsner, og da den var drukket, kaldte han på tjeneren og rekvirerede:

- En te”!

Da tjeneren omgående dukkede op ved hans bord med en kop dampende te stirrede Skjoldborg forvirret og højligt krænket på ham.

- Hvad pokker er meningen med den spas? udbrød han. Den te må bestemt være til et andet bord.

- Nej, påstod tjeneren. Herren bestilte en te.

- Hvad gjorde jeg? råbte Skjoldborg og for op af stolen. Jeg sagde udtrykkeligt: En te’. T-I-L. Kan De ikke forstå dansk, menneske? Er de analfabet? Giv Deres abc en overhaling og prøv på at lære deres lands sprog, og kom så med en pilsner med det samme! Det der hønsetis kan De selv lappe i Dem.

Harmen havde dog ikke fået ham til at bære varigt nag til den ulykkelige tjener, for da han kort efter dukkede op med en regulær pilsner, som ikke var til at tage fejl af, belønnede han ham med en god slump drikkepenge ud over det normale beløb. Han var en goddagspiltz. Ikke så lidt af en mister Micawber, idet han altid stolede fuldt og fast på, at noget ganske sikkert ville dukke op, som kunne bringe ham på fode igen, når hans finanser var i alt for stor uorden. …

Jeppe Aakjær. 10. september 1866 - 22. april 1930. Fotograferet på Jenle 1908.

En gang var han dog nær kommet galt op at køre i ordenes bogstavelige forstand på grund af sin utrolige letsindighed og sin Micawberske tyrkertro på, at noget ganske sikkert ville dukke op med det første til forbedring af hans økonomi. Det var på den tid, da han endnu boede på sin gård oppe I Jylland, og da forholdene til trods for hans tillid alligevel ikke lod til at ville forbedre sig foreløbig, havde han skrevet og klaget sin nød for kollegaen Jeppe Aakjær. Aakjær, som ikke selv var for rigeligt beslået på det tidspunkt, havde imidlertid haft medynk med den andens økonomiske misere, og omgående sendt ham halvtreds kroner. En ikke ringe sum på den tid, heller ikke for afsenderens pung. Men hvad sker? Få dage efter, da Aakjær står ude på sin gårdsplads en tidlig morgenstund, ser han en Landover komme rullende ind i gården, og da han ser nærmere til, er det ingen anden end Skjoldborg, der troner nok så herskabeligt på bagsædet med en stor cigar i munden.

Dedikation af Harald Kidde i bogen "Den anden", 1909, til Jeppe Aakjærs første hustru, forfatterinden Marie Bregendahl, der blandt meget andet skrev "En dødsnat".

- Tør jeg spørge, hvad det skal betyde? sagde Aakjær. Er du blevet millionær, siden du sidst skrev til mig og klagede din nød, eller tror du, jeg sendte dig de penge, som jeg har god brug for selv, for at du skulle spille godsejer og komme agende i Landover?

Skjoldborg havde taget cigaren ud af munden og sad nu og så på Aakjær med et bønligt blik.

- Sagen er den, sagde han, at jeg syntes, jeg ikke kunne komme hurtigt nok afsted til dig for at få sagt dig tak for din gavmilhed.

- Har du aldrig hørt tale om, at der er noget, der hedder en jernbane? spurgte Aakjær i en streng tone.

- Jo, jo, nu da du siger det, indrømmede Skjolddborg og prøvede, hvad et lille skalkeagtigt smil kunne bevirke hos den anden, så kommer jeg li’godt i tanke om det.

- Det undrer mig blot, at du ikke kommer agende med firspand, vedblev Aakjær med en svag antydning af et spydigt smil.

- Næ, svarede Skjoldborg, for så havde de bare grint af mig, dem jeg mødte, og så langt rakte pengene heller ikke.

- Jaja, sagde Aakjær omsider formildet. Kom så inden for sammen med den gefreiter der på bukken og få jer en skål grød og en sjat morgenkaffe. Vi skal lige til frokosten nu. Du har minsandten ikke ladet tiden løbe fra dig, må jeg sige.

Lykkelig som et barn, der omsider har fået tilgivelse, entrede Skjoldborg ned fra kareten og deltog med liv og lyst og en fortræffelig appetit i familiens davre. Ingen nænnede for alvor at tage Skjoldborg noget alt for ilde op. Hans store og tillidsfulde troskyldighed reddede ham ud af mange farer’.

Bent Mohn skrev artiklen Et poetisk ægtepar i Dagens nyheder søndag d. 28. februar, 1960, da Hvem kalder? udkom. Astrid var på det tidspunkt 88 år gammel.

”Det synes for os, der er unge i dag så ufatteligt længe siden; men den svundne tid, som den gamle digterinde Astrid Ehrencron-Kidde maner frem i sin lige udkomne erindringsbog Hvem kalder? bliver takket være hendes kunst så levende, at mange af øjeblikkets begivenheder i sammenligning tager sig ganske blege ud. Hendes nye bog er så fortryllende, så klog og fornem, at man helt taber sig i den og i den verden, der var hendes, og man føler trang til at lære mere om det mærkelige digterpar, som hun og hendes mand Harald Kidde udgjorde. Ægteparret Kidde var berømte og måske lidt berygtede for den alvorlighed, der prægede deres bøger; men skønt Hvem kalder? som helhed står i følsomhedens tegn, så bæres dog mange kapitler i den af et lystigt undertiden sarkastisk lune. Den ubesværede livsvisdom går her hånd i hånd med en lethed og en fordomsfrihed, som alderen har skænket digterinden. Nogle af digtervennerne, hun mødte eller så i sit eget hjem, skildres kort men rammende. Marie Bregendahl med de strenge, alvorlige træk og de kummerfulde øjne. Thit Jensen: Lille, utroligt slank og spinkel og med sit blege, fint mejslede ansigt henledte hun uvilkårligt tanken på en udsøgt lille elfenbensfigur. Her er Christian Rimestad: Naiv, troskyldig og let at begejstre, og her er nordmanden Sigurd Mathisen, der altid var i pengetrang og anmodede Gyldendal om forskud på følgende kortfattede måde: Pengene eller Christianiafjorden! Som svar skrev Peter Nansen: Helst fjorden. Om Johannes V. Jensen oplyses, at da et fad med hummer bydes omkring, afviser han det med begrundelsen: Jeg spiser aldrig insekter”.

_______________________

Comments are closed.