Harald Kidde

Inger Dorthea flyttede sammen med Harald og hans kone forfatterinden Astrid Margrethe Ehrencron-Müller, som han havde mødt i Schweiz under arbejdet med romanen ”De blinde”, til København i 1907. De boede til at begynde med på førstesalen af fru Carit Etlars villa på Vellegårdsvej i Gentofte, der dengang var meget landligt. Inger Dorthea blev også boende sammen med Astrid efter Haralds og Aages død af den spanske syge i 1918. Inger Dorthea døde selv i 1931.

Forfatterægteparret Harald og Astrid Ehrencron-Kidde. Harald Henrik Sager Kidde, 14. august 1878-23. november 1918. Astrid Margrethe Ehrencron-Müller, 4. januar 1871-20. juni 1960. Foto: Venligst udlånt fra Vejle Stadsarkiv.

Harald Kidde blev student fra Vejle højere almenskole i 1898, og eleverne fik til eksamen i dansk til den opgave at skrive om Island og dets betydning for norden. Harald besvarede den på en så særpræget, langstrakt og original måde, at den beskikkede censor Sigurd Müller nægtede at anerkende den. Han var irriteret over Haralds eksalterede og mættede sprog, hvor han blandt andet brugte udtryk som ”lydløshedens tæpper” og ”blæstens kuldekolde luft”. Dansklæreren var af stik modsat opfattelse. Han mente, at stilen var så fremragende, at den burde have højeste karakter. De to herrer kunne ikke blive enige, og skolens rektor Krarup overlod bedømmelsen til kulturministeriet med det resultat, at Harald fik en karakter, der lå midt imellem de to uenige parters bedømmelse. Det morede nogle år senere dansklæreren at kunne sende censor et eksemplar af Haralds bog Aage og Else og provokere med bemærkningen: Sådan en bog har De aldrig kunnet skrive, og De har aldrig fået 1100 kr. for, hvad De har skrevet.

Harald Kidde.

Harald tog filosofikum i 1899, og derefter søgte han plads som huslærer på Læsø. Han fik stillingen; men kom aldrig der over. Året efter begyndte han istedet på det teologiske studiium i København; men han kunne ikke affinde sig med det, som han opfattede som kirkens bortforklaringer af modsætningsforholdene i Bibelen. Selv om der var mange smukke ord indenfor teologien, oplevede Harald tilværelsen som ond og uskøn og uden sammenhæng med kristendommens tanker. Derfor brød han med folkekirken; men han bevarede en endda meget stærk tro på det hæderlige og menneskekærlige hele sit liv. Han var på visse måder indadvendt og verdensfjern; men samtidig var han en meget åben, meget følsom og meget tilstedeværende iagttager. Han nærede en brændende litterær interesse og var midtpunkt i en kreds af ligesindede unge med digternykker, som han samlede om sig. Med den faste hensigt at blive digter flyttede han som nævnt i 1898 til København, og det varede ikke længe, før hans navn dukkede op som signatur på artikler og noveller i forskellige tidsskrifter. En novelle ved navn Pigens vadested, som blev offentligjort i Illustreret Tidende, blev årsag til en skarp debat. Den blev karakteriseret som ‘smudsig og lidenskabelig’. Det oprev Harald meget at blive stemplet som umoralsk.

Harald debuterede med den lille samling stemningsbilleder og lignelser Sindbilleder i eftersommeren 1900. Edvard Brandes, redaktør af Politiken, kaldte bogen ”en elegant debut”. Den unge kritiker og lyriker Christian Rimestad beundrede også bogen og blev en nær ven af Harald; men langt fra alle kritikere forstod ham og kaldte hans digtning sygelig, kvindagtig og pervers.

Harald Kidde

To år senere kom første bind af Aage og Else med titlen Døden. Anden del med titlen Livet kom 1903. Handlingen var baseret på Haralds egne erfaringer af mange dødsfald i hans barndom. Tre søskende, hans bedste ven og hans far døde. Hovedpersonen Tue er Harald selv. De mange dødsfald bliver en kamp i hans indre mellem båndene til dem, der ikke er der mere, og båndene til hans ungdomshforelskelse Lul. Det er en psykisk og følelsesmæssig udviklingshistorie, hvor kroppens nu og erindringens dybder kæmper fortvivlet for at mødes; men aldrig gør det. Romanen er også fuld af mange stærke erindringsbilleder og vidunderlige naturbeskrivelser. Christian Rimestad skriver om den:

”Når Aage og Else blev et så betydningsfuldt værk og på samme tid et af de følelsesrigeste og et af de mest tankevækkende i vor romanlitteratur, så kom det af grundsynets elementære storhed og af den forunderlige indlevelsesevne, hvormed der var gjort rede for stemningernes og følelsernes ubevidste vækst.  Næppe nogen sinde før har en ung mand i Danmark ransaget sin sjælelige udvikling med så årvågen en skarpsindighed, forstået på samme tid at anvende sin intelligens, sin sporsans og sætte hele sit stemningsbevægede gemyt i svingning. Bogen var først og fremmest en digters værk. Over analysens skelet vævede følelsen, fantasien og sansningen et uudtømmeligt væld af blade, blomster og frugter. Naturfølelsen rørte sig alle vegne med en frodighed og inderlighed, der gav bogen en atmosfære af duft og lys og en undertone, hvori der drømte et ekko af skovens lange hvisken og mumlen”.

Brev fra Harald Kidde til Otto Wang, 27. august 1909. Wang blev senere en anerkendt forfatter med bl.a. bøger om Paris og egnshistorie fra Kolding på sit CV. Harald skriver om de mørke og ensomme veje, han tit selv måtte gå i sit forfatterskab.

Side 2 af brevet.

Haralds blanding af sjælegranskning og poesi skulle fortsættes gennem alle de kommende bøger. Med to års mellemrum kom der fra dette tidspunkt en række værker, der alle sammen var store og tunge i stemningen og behandlede store emner som livet og døden, udviklingen og kærligheden i en omhyggelig næsten manieret stil: Luftslotte, De blinde, Loven, Den anden og De salige var ikke bøger, der blev læst af den store almenhed; men det var bøger, der ikke blev glemt af dem, der læste dem. Villy Sørensen skriver om dem: ”Replikkerne står som betydningsfulde fragmenter af store tankedigte, og bøgerne kan bedst betragtes som filosofiske afhandlinger, hvori de skematiske eksistenser står som eksempler og typer snarere end individer”.

Ingen af Haralds bøger kom oprindeligt i mere end et oplag, og han forventede det heller ikke. Han levede i de fortællinger, han havde hørt sin mor fortælle som barn og i de bøger, han var blevet opdraget med. Harald læste stadig meget og følte sig nært knyttet til navne som Kierkegaard, Carsten Hauch, Palludan-Müller og Johannes Fibiger. Hans personer var ensomme, sart sansende, sårbare og smertefyldte sjæle. Hans tanker kredsede om livets grundproblemer. Han havde en mystisk og næsten ekstatisk livsfølelse og en retfærdihedssøgende idealisme, en stærk ansvarsfølelse og medfølelse med alle dem, der led.

Astrid skriver i en lille artikel om Harald, at ”han arbejdede med hed hjerne under højtryk”, og Carl Dumreicher husker ham i Kjøbenhavn på denne måde: ”Hans ansigt havde et grublende, forunderligt fjernt; men også forunderligt forklaret udtryk. Man kunne sidde og se på ham, til man lige som var langt borte under de samme stjerner, han altid så op imod”.

Christian Rimestad skriver: ”Da jeg første gang mødte Harald Kidde, var han i begyndelsen af tyverne. Jeg glemmer aldrig det indtryk, jeg modtog af dette besynderlige ynglingeansigt, der syntes at stamme fra en anden epoke. Et blegt ansigt indrammet af skæg. Et blegt og fint og fortænkt ansigt, der alligevel var mærkeligt viljestærkt i draget om munden. Et ansigt, der var præget af dage og nætter i drøm og grublen, og som livets smerte allerede havde mærket dybt”.

En ubekendt avis skriver d. 18. december 1913: ”Forfatteren Harald Kidde, lad os hellere kalde ham digteren, thi denne betegnelse passer egentlig bedre på denne livsfjerne, grublende, søgende og alvorlige mand. Harald Kidde svarer end også af ydre til den traditionelle opfattelse af en rigtig digter. Hans store, buskede hår, hans rødlige fuldskæg, den ludende holdning, de blå og drømmende øjne. Således tænkte man som barn, må en barde se ud. Harald Kidde er ukendt i Palmehaven, han danser ikke tango, og han spiller ikke golf. Nej, han sidder hjemme i Jægersborg Allé i Charlottenlund og digter sine tunge, langt fra folkelige bøger; men værker, som sættes højt af hans kolleger og blandt litterære finsmagere”.

I 1912 udkom Haralds mest kendte bog, Helten. Den blev som alle tidligere bøger ingen succes i første omgang, hvor den kun solgte 190 eksemplarer det første år; men derefter voksede dens publikum sig langsomt større og større. I dag er den genudgivet adskillige gange og blandt andet udgivet på tysk og fransk.

Tom Kristensen skrev om den:

”Det er et af hovedværkerne i det tyvende århundredes danske litteratur. Den burde have skaffet ham verdensberømmelsen; men jordisk succes blev lige så lidt tildelt ham, som den blev tildelt hans helt, skolelæreren Clemens Bek”.

Clemens Bek er blevet opdraget strengt kristeligt i et skøgehus i Pistolstræde af sin stedfar, Eberhardt, og selv om han er opvokset under yderst fattige kår, så ender han med stedfarens hjælp på universitetet, hvor han studerer teologi. Så sker hans syndefald. Han forelsker sig i præstedatteren Dorete Honorius, som han ser nøgen, og hans indre kamp ender med, at han rejser over havet til Anholt (Læsø!), hvor han tilbringer et langt liv som skolelærer. Øen er skildret som et billede på den verden, vi lever i, med alle tilværelsens groteske fremtoninger og dæmoniske masker. Der er den djævelske dværg Jacobus Uz og den lastefulde prins med pelikanprofilen, der er bøsse og betragter sig selv som hersker over øen. Han kører rundt i en karet med påmalede våbenskjolde, og han forelsker sig i Clemens Bek og ønsker, at han skal overtage hans position; men det kan naturligvis ikke lade sig gøre. Der er også den fordrukne tolder Vendelin. Øen er et rovdyrbur, og ifølge Darwin og den almindelige såkaldte sunde fornuft skulle Clemens Bek ynkeligt være gået til grunde mellem disse mennesker; men hans uselviskhed har bygget et usynligt værn om ham. Han resignerer og passer sit arbejde som lærer på øen, der også er et fængsel, ligesom kroppen fængsler sjælen, og han bliver det bindeled til livsmodet og ånden og kærligheden, som de næste generationer vokser frem i kraft af og gødes af. Tom Kristensen skrev: ‘En skikkelse, som vel er værd at huske mellem vor tids helte. Den eneste virkelige helgen, der er skabt af en moderne digter’. Harald sagde selv om bogen, at han efter sit teologistudium ønskede at skildre en ægte kristen, og han skildrer ham ikke som veltalende præst med glemte ord og gemte meninger; men som en lærer, der videregav kristendommens værdi via et dagligdags arbejde for at holde ånden vågen ved hjælp af litteratur, sang, videnskab, praktisk kunnen og fysisk samvær. Børnene lærer at lytte, og deres livsvilje vokser i kraft af lærerens fortællinger og praktiske assistance. Bogens hovedhandling fortælles af Clemens Bek på hans dødsleje.

Harald sagde selv om Helten: ‘Jeg har prøvet talrige andre udveje; men er stadig vendt tilbage til denne opbygning. Har man møjsommeligt sten for sten, tanke for tanke muret så stor en bog op, har man sin hensigt med hver enkelt led og vil forsvare det. Intet står jo tilfældigt eller uovervejet”.

Uddrag af originalmanuskriptet til Harald Kiddes sidste roman “Jærnet” – Roman om Järnbäraland. Bogen udkom samtidig med forfatterens død i 1918, og skulle have været 1. del af et gigantværk med titlerne: “Jærnet”, “Guldet”, “Ilden” og “Ordet”. Handlingen skildrer Värmlands historie. Det er den første danske bog skrevet på “a stream of consciousness” “en strøm af bevidsthedsbilleder”, som blev grundlagt med James Joyces “Ulysses”. Originalkopi fra Harald Kidde samlingen på Vejle Stadsarkiv.

Uddrag fra originalmanuskriptet til “Jernet”.

Efter Helten hørte man intet fra Harald i seks år, mens han sad oppe i Värmland sammen med Astrid og skrev på et gigantisk værk i fire bind: Jærnet, Guldet, Ilden og Ordet. Han døde få dage efter, at den første bog i serien var udkommet.

Tom Kristensen skriver:

”Harald Kidde tog sit digterkald så alvorligt, at han sled sig op. Af hans storværk om Värmland udkom kun den ekstatiske roman Jærnet. Var det værk blevet fulendt, var han måske blevet anerkendt af en verden, som andagtsfuldt falder på knæ for tykke bøger. Nu er der kun den lille danske menighed. De elsker denne mand, som stejlt og trofast stod på sit og skildrede dyder, der er ved at gå ud af kurs. En indadvendt i en udadvendt tid, en romantiker i en realistisk tid, en religiøs skeptiker i en lige så skeptisk ireligiøs tid, en digter, som har tid til at vente, til menneskene vender blikket indad igen”.

Kai Hoffmann skrev om Jærnet:

”Måske har aldrig i verdenshistorien en skribent ofret et så uhyre arbejde på en roman, som Kidde ofrede på den sidste bog, Jærnet, hvis koncentrerede ekstase fik selv hærdede professorer i litteratur, helbefarne læsere og granskere til at gispe efter luft. Helten er det monumentale værk i Kiddes produktion; men i Jærnet, som jeg tilstår, jeg aldrig har formået at læse til ende, kulminerede Harald Kidde, ikke som kunstner; men ved en præstation, som man måske kan kalde en genial fiasko. Styrke, der er svaghed, og svaghed, der er styrke, har inspireret dette værk af en kraftig stammes sidste og silde fødte ætling. Kidde, hjemstavnsdigteren, tilbageskueren var også i vor virkelighedskære nutid en slags gesandt fra de døde. En højtidelig besynger af alle ensomme steder og ydmyge sind. Da han lægger pennen fra sig, er han sprængt og dør”.

Oscar Geismar skrev om Jærnet i Fyens Venstreblad:

”Mærkeligere, mere gigantisk bog har ikke set lyset på dansk siden 1912, hvor Harald Kiddes hidtil sidste værk Helten udkom. Som Helten borede sig ned i Anholts sandørken og oplevede øen med en sådan intensitet, at det blev både til himmerige og helvede, sådan er Jærnet noget andet og mere end Värmland, midtsveriges malmcenter, giganternes og skalmejernes, Carolinernes og Gustavianernes ærerige Värmland. Den er et skælvende menneskehjerte om hvilket livets og dødens Gud strides. En klode genspejlet i en halvvoksen drengs øje. En verden i tilblivelse og undergang. Det enfoldigste grublersind og den storladneste fantasi har under seks lange års Jakobskamp rejst alt dette af mulde. Man betages under læsningen både af stoffets rigdom og den billeddannende evnes suveræne beherskelse af det. Hvad har dog denne særeste af alle Danmarks poeter ikke studeret sig igennem for at møde rustet til jernets dåd? Han kender Värmlands heksevisdom og ostjakernes hedenskab. Han har i bibliotekernes og arkivernes læsesale fulgt Carolinerne og Gustavianerne på deres endeløse hærtog, oplevet de fangnes forsmædelse i zar Peters triumf, deres sendrægtige tilintetgørelse i Tobolsks fængsler. Han har studeret jernvidenskaben og prøvet de engelske opfinderes kalkuler, da de i 1850′erne revolterede Värmlands patriakalske brug. Han ved hvert husgeråds udseende, hver toilettegenstands snit og stof, fattighusenes befolkning af vidløse menneskerester og brugspatronernes grandsignuragtige leben. Det er ham alt lige fortroligt. Han har først magasineret det i sin hukommelse, siden indsmeltet det i sin fantasi. Køb denne bog og læs den gang på gang. Måske den har bjergets natur i sig, tøvende, ja vrangvillig oplader den sig, til gengæld funkler den af skatte, der kun med åringers mellemrum faldbydes på det danske marked”.

Georg Christensen skrev i tidsskriftet Litteraturen:

”I natten lyser ovnene horisonten rundt og lukker bjergets beboere inde i en tryllering. På en eller anden måde lever de alle af eller for jernet som herrer eller trælle, eller de søger at gøre sig fri af dets magt. Vi ser patronerne samlede til drøftelse af jernbaners og højovnes betydning for jernets fremtid, og vi ser dem blussende af mad og drikke ved julegildet. Vi træffer arbejderne ved ovnen, de udslidte og sløvede grubearbejdere. Vi føres ind i fattighuset, Hvor jernets ofre som tidlige vrag af mennesker lever deres længste tid hen; men vi træffer også de frie fugle, altid på vandring. Finner og fanter, sekretærer der forkynder den ukendte Guds komme, den forfaldne og forskudte præst, såvel som den sorgløse kavaler, Vallonernes ætling, som søger fest, sang og glæde og bringer den med sig, hvor han træffer et gæstfrit bord. I dette tog af skikkelser i hvis skæbner alle livets modsætninger spiller, er det som hele menneskeheden spejler sig i sin blinde og afmægtige vandring tilværelsen rundt efter eventyr, penge, Gud”.

Christian Rimestad skrev:

”Alle hans værker havde kostet ham en overordentlig anstrengelse; men intet kunne måle sig med de kampe, han måtte udstå, da han skrev Jærnet. Gang på gang kasserede han bogen og begyndte forfra igen. Det stof, han gennem 8 års studier havde pløjet sig igennem, var efterhånden svulmet helt fantastisk op. Det var ved at kvæle ham, skønt han var fortrolig med det ind til de mindste, tilsyneladende ubetydeligste enkeltheder. Men det var ikke blot stoffets omfang, som voldte ham vanskeligheder, det var endnu mere den måde, han havde ønsket at anvende det på. Den besværligste; men til gengæld også den digterisk fornemste måde, han kunne have valgt. Han ville tvinge læseren til at opleve Värmlands historie gennem en sygeligt eksalteret drengs overophedede følelse, fantasi og sansning. Ting, som Harald Kidde selv havde det nøjeste kendskab til, og som han kunne have skrevet ikke en; men flere doktordisputatser om, der i kraft af hans klare intelligens og hans fremstillingsevnes deskriptive rigdom og skønhed ville være blevet både videnskab og kunst en usædvanligt intim forening af lærdom og poesi. Disse ting måtte han nøjes med at antyde, thi det var ikke i hans egen; men i den purunge hovedperson Steffens bevidsthed, at kendsgerningerne lige som opløstes og druknede i en uroligt gærende fantasis kaotiske tåge.

Gennem samtaler og breve fulgte jeg denne bogs vækst fra år til år; men jeg anede intet om, at Harald Kidde havde sat sig det umulige for, det som i sandhed var over evne, at spærre dette vidstrakte og mangfoldige stof inde i en ramme af blot et par dage. Bogen er jo derved kommet til at blusse i en uafbrudt og stadig voldsommere eksaltation. Den er spændt til det yderste, og hvilken dyst har digteren ikke måttet udstå for at skrive de sidste halvt hundrede sider.

Jeg læste bogen, mens Kidde lå syg, og havde ikke sluttet den endnu, da han var død. Det blev med en bevægelse, der ikke ligner noget andet, jeg har oplevet her i livet, jeg stiftede bekendtskab med dens sidste afsnit. Findes der i nogen litteratur et mærkeligere, et mere henførende og mere foruroligende udtryk for menneskets higen efter at nå ud over sin begrænsning? Eksistere der noget steds et vidnesbyrd om et mere hårdnakket og mere smerteligt brydetag med det guddommelige? Modtager vi noget steds et mere ængstende pust af det mysteriun, som skjuler sig bag vores sanser? Var det ikke, måtte vi spørge os selv, i overenstemmelse med denne vor naturs orden, med de vaner, hvori vort livs lange hverdag sindigt og umærkeligt skrider frem, at den mand, der havde åndet luften måneder, ja år igennem på højder og i dybder, hvor vi andre aldrig når hen, i en verden af ensomhed og stilhed, hvor ukendte kræfter hersker, at han havde sprængt sit væsen under dette forsøg på at udsige i menneskelige ord, der er avlet af vor begrænsede natur, det, der ligger på den anden side af, hvad vor fornuft og vore sanser kan række til.

Vi, der kendte Harald Kidde, måtte dybt forundre os over, at vor ven i alle de timer, vi ikke så ham, færdedes så langt borte fra os, i egne, hvor hans væsen blev krystet og rystet i henrykkelser og smerter, vi kun kunne ane os frem til at fatte arten af, thi når vi så ham mødte vi altid det samme trygge ansigt, der var lutter godhed, blidhed og trofasthed. Jeg mindes ganske vist nogle gange, mens han netop udarbejdede slutningen af Jærnet, hvor hans ansigt var meget blegt, hvor mundens linjer, når han tav, var så sammenpresset, som om de havde lukket sig fast til om en gåde, og hvor der i hans øjne var noget besværet og næsten lidende, som havde de anstrengt sig alt for længe for at stirre ind i en hemmelig verden, der var lukket for vort blik. Men som oftest tog han del i ens små glæder og sorger med den umiddelbareste hjertelighed, og han bevarede til det sidste en sans for tilværelsens humor, der måske til trods for, at hans værker intet som helst fortæller derom, var den kilde, hvoraf han øste sit sinds ungdom og en hvis suveræn sorgløshed. Skulle det nogen sinde være lykkedes ham også direkte at få anvendelse for den humor, som gjorde ham til et af de mest underholdende mennesker, man kunne træffe. Det er umuligt at sige noget som helst derom. Selv troede han det ikke, og så længe de store, tragiske emner sysselsatte ham, var der vel næppe blevet rum for livets humor. Men denne evne til at iagttage og til mundtligt at reproducere de hundreder af burleske småtræk, som særpræger mennesker, var så udviklet hos ham, at han timer igennem kunne holde sine tilskuere i ånde. Han oplevede ikke meget i almindelig forstand; men det, der mødte ham og vakte hans sympati og interesse, blev så levende og rigt i hans sind, ynglede på samme måde som emnerne i hans værker, at morsomhederne blev noget ganske andet end pointerede anekdoter. Blev noget organisk af kød og blod og sjæl, som skabte skikkelserne for ens øjne, og hans beretninger havde bevaret hele oplevelsens farve og frodighed”.

Harald Kidde (t.h.) og forfattervennen, dr. phil. Christian Rimestad. Omkring 1910.

Carl Dumreicher skrev den følgende nekrolog i Kjøbenhavn da Harald Kidde døde i 1918:

”Harald Kidde er død. Ordene tager en helt ind om hjertet og med et knugende og lammende greb, fordi netop han, der kæmpede ærligere, søgte dybere, stræbte højere end nogen anden i det slægtled af danske forfattere, han tilhørte, nødigst af alle kunne undværes nu, hvor de linjer, han i lange tider var ene om at følge, mere og mere åbenbarer sig som fremtidens. Han var både for ung og for god til den tidlige og uskønsomme død, der har taget ham bort, just som han nærmede sig højden af sit forfatterskab, og berøvede dansk litteratur en af dens fineste og reneste personliheder. Så ung han end var, og så meget han endnu havde at give, nåede han dog ikke blot at efterlade erindringen om en elskelig personlighed fuld af mild varme og sjælfuld alvor; men at indskrive sit navn i dansk litteratur med uforgængelige værdiers vægt”.

Vennen Christian Rimestad skriver i bogen Vandringer, der udkom to år efter Haralds død, det følgende efterskrift. Bogen er en samling af digte og noveller, som Harald skrev under sit arbejde med Jærnet.

”Den danske litteratur har siden I. P. Jacobsens død ikke lidt noget større tab, end da den mistede Harald Kidde. Han blev kun fyrreogtyve år gammel. Havde fra sit 22ende år frembragt en række betydningsfulde værker, og det største, hvortil han havde forberedt sig med en utrættelig flid, blev brutalt afbrudt af døden. Kun første del, Jærnet, fik han ud. Af de tre bind, som skulle følge efter, eksisterer der blot en uhyre samling noter, som kun han selv kunne høste gavn af. Harald Kiddes hjerte og hjerne var ladet med idéer. Allerede 10 år før han døde, bekendte han, at han havde stof nok til de første 30 år, og dog var han selv klar over, at nogen radikal fornyelse kunne man aldrig vente sig af ham. Han havde en gang for alle valgt sig de emner og de mennesker, som svarede til hans natur, og hans bøger ville alle ligne hinanden som medlemmer af den samme familie, thi det var han sig fuldt bevidst, hans udvikling ville altid komme til at gå i dybden og ikke i bredden. Han havde fra sin tidligste ungdom fået påtrykt sit inderste væsen et stempel, som aldrig kunne udslettes.

Men skønt Harald Kiddes emner var ensartede og adskillige af de mennesker, der optrådte i hans værker lignede hinanden så meget, at man nemt kunne forveksle dem, så var han dog selv en vidtstrakt og frugtbar ånd, dialektisk, mangfoldig, i stand til at belyse et emne fra så mange sider, at læseren kunne gribes af svimmelhed og mere end en gang føle sig på randen af en afgrund.

Han havde i højere grad end nogen anden samtidig dansk skribent den trolddomsagtige evne til at få et emne til at dybe sig ud. Han borede og borede med en fanatisk og næsten overmenneskelig udholdenhed, og nåede ned til stadig hemmelighedsfuldere lag i menneskesjælen, hvor måske aldrig nogen dødelig havde færdedes før han”.

”Sang af sorg”. Mindesten over Harald Kidde i Nørreskoven, der ligger på skrænterne på nordsiden af Vejle Fjord.

Brev med tak til anmelder, skrevet af Harald Kiddes mor Inger Dorothea Corneliussen efter Haralds død.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

——————————

Comments are closed.